Tag skærmklip og upload i et snuptag
Sat på siden 23-11-2006
Har du brug for at tage et skærmklip og enten gemme billedet eller uploade det, så findes der næppe et smartere program end dette. Du behøver kun at bruge en genvejstast (Alt+F2 er standard), og herefter kan du vælge at markere det, du vil tage skærmklip af eller bare at smække hele skærmen online. Smart at bruge, fx mens du chatter via en messenger og lige har brug for at vise noget.
Lige så snart du har tastet Alt+F2, kan du enten trække med musen og markere det, du vil tage skærmklip af, hvorefter du kan "Slibe" det, dvs. uploade det til en gratis fotoserver, eller du kan gemme det eller printe det ud. Du kan også, hvis du har meget travlt, vælge at Slibe alt, hvad der er på skærmen.
Når du har Slibet, kommer der et link frem, som du kan bruge til at sende til venner og bekendte eller bare gemme selv. Hvis du klikker dig ind på linket, kan du se dit billede, og når du klikker på det, kan du vælge imellem at gemme det eller få forskellige links til det.
Blandt de links, du får, er der almindelige links, links til at bruge på et forum, links, der viser en thumbnail af programmet og flere andre links-typer.
Billederne gemmes på serveren i to uger efter sidste klik på det.
Du kan hente Sliber herfra: www.sliber.com/
Tusind tak til Thomas Bo Christensen, der har sendt mig tippet, og som selv bruger Sliber til NetPressen. Jeg har lovet at hilse og sige, at www.netpressen.dk p.t. kun kan opleves med Firefox, da de blev Mohammed-Hacket, og det viste sig, at der var en fejl på deres backup.
Surt, men det giver dig måske anledning til at hente Firefox? Du kan gøre det fra banneret nedenfor.
Jeg kan i øvrigt kun se en dårlig ting ved Sliber, som er gratis, og det er, at programmet kun findes til Windows. Men jeg har skrevet til udviklerne og bedt dem lave en Mac-version. Jeg vil gladeligt betale for den!
Tilføjelse: Til Mac kan du nu få dette program, der kan det samme og endda endnu mere, for her kan du selv vælge linket til dit uploadede billede: www.raynersoftware.com/screensend/