Send automatisk svar ved bestemte betingelser
Sat på siden 04-07-2003
Hvis du har været med her på listen længe, så vil du på et tidspunkt have set, at jeg skrev, at hvis du ville modtage mit gratis - oldgamle - kursus i basis HTML, så skulle du bare sende en tom mail til britt@malka.it - og skrive "html-kursus" i emnelinjen. Hvis jeg har været i mit gode hjørne den dag, har jeg måske endda lavet et link, du kunne klikke på, så du ikke kom ud for taste- eller stavefejl.
Årsagen til, at det er vigtigt for mig, at du ikke laver fejl i emnet, det er, at jeg har lavet et filter, der automatisk sender dig kurset, når du skriver til mig med det bestemte emne.
Selv om e-mail er betydeligt hurtigere og mere effektivt at bruge end telefonen, så tager det tid. Derfor kan det godt betale sig at automatisere så meget som overhovedet muligt. Hvis jeg forventer, at der vil være mere end én, der skriver til mig og beder om kurset, så laver jeg et filter, der gør det automatisk.
De fleste e-mail-programmer kan filtrere mails. Nogle har stærkere filtre end andre og flere muligheder, men det mest basale kan de fleste klare. At sortere efter et emne er et meget basalt filter.
Lad os tage som eksempel, at du gerne vil sende et lille gratis spil til dem, der beder om det. Du har derfor skrevet i din mail eller på din hjemmeside, at de skal sende en tom mail til dig med emnet gratis-spil. Hvis det var mig, der skulle lave det, skulle linket derfor hedde mailto:britt@malka.it?subject=gratis-spil
Du ved nu, at du skal sortere efter emnet "gratis-spil".
I mange mailprogrammer vil du skulle have fat i en knap eller en menu, der hedder Filtre. I Outlook Express hedder den Meddelelsesregler (hvorfor gøre det enkelt?), og den finder du i menuen Funktioner.
Opret herefter et filter, der finder Indgående post med emnet: gratis-spil.

Når sådan en mail er fundet, kan du eventuelt smidde den i en bestemt mappe. Du kan også bare lade den blive i Indbakken, og blot besvare med den mail, du ønsker.

I Outlook Express er du nødt til at lave svar-mailen først og gemme den på din harddisk. I andre mailprogrammer kan du lave svaret direkte i filteret, eller som i PocoMail, hvor du vedhæfter filen i den skabelon, der skal svare mailen.


Hvis du bruger Outlook Express, skal du desuden huske at indsætte det gratis spil i den svar-mail, som du gemmer. I andre mailprogrammer gør du det direkte i filteret.
Til sidst skal du give din regel et navn, du kan genkende den på.
