Lær at lave gode links
Sat på siden 31-10-2006
Vil du prøve noget sjovt? Prøv at skrive "here" i søgefeltet på Google.
Er det ikke alletiders? Ville du ikke gerne have din side i toppen af søgemaskinerne på sådanne geniale ord? Nå, ikke? ;-)
Næ, det er nok mere relevant, at din side bliver fundet på noget, der rent faktisk har med din side at gøre. Jeg mener, hvis jeg ville søge efter "Adobe Reader", så ville jeg ikke finde på at skrive "here" i søgefeltet.
I tags til hjemmesider tilføjer jeg et punktum sådan her: <. for at undgå, at der bliver problemer med visse mailprogrammer. Du skal fjerne punktummet fra koden for at få den til at virke.
Et link på en hjemmeside ser omtrent sådan her ud. Der kan være nogle variationer, men dette er basis:
<.a href="linkertil.html">teksten til linket<./a>
Første del, "a href", peger på et sted i teksten på samme side, eller til en anden side på samme domæne eller til en side uden for domænet (eksternt).
Hvis du vil linke til en anden side på dit domæne, er det ikke nødvendigt at skrive hele domænets navn. Lad os sige, at du på forsiden af www.mithjem.dk vil linke til en side, der hedder kontakt.html, så skriver du bare:
<.a href="kontakt.html">Kontakt mig<./a>
Hvis siden ikke er på samme domæne, men på en andens, fx www.dinside.dk, skal du formulere det lidt anderledes:
<.a href="http://www.dinside.dk">Kontakt min onkel<./a>
Her er det vigtigt at få "http://" med foran adressen, da det ellers vil blive opfattet, som om siden er på dit domæne.
Men hvad der er lige så vigtigt er teksten. Lad den sige noget om det, den linker til. "Her" siger ikke spor om et link, og det er i øvrigt til gene for de personer, der ikke kan se hjemmesider, men som er nødt til at få dem læst op. Links læses op for sig selv, og den blinde person vil ikke vide, hvilken af de 25 "Her"-link, han skal vælge.
Skriv altså ikke: Du kan læse mere om gulerødder _her_, men: Læs mere om _gulerødder_.