Krypter dine filer
Sat på siden 04-12-2003
PGP har i årevis været anset for at være det bedste program til at kryptere filer og e-mails med. Eneste problem - programmet er lidt vanskeligt at finde ud af.
Hvis du imidlertid har filer liggende på din harddisk, som du nødigt vil have, at andre skal få fingre i, er det en god idé at kryptere disse filer. Et freeware-program kan hjælpe dig med det ganske let.
Programmet hedder ZeroFootprintCrypt, og det kan hentes gratis fra http://www.baroufasoft.com/ Når du har åbnet programmet tre gange, kommer der en lille dialogboks frem og beder dig om at registrere programmet. Det er helt gratis. Du skal bare sende en e-mail til register@baroufaSoft.com, så vil du modtage din registreringsnøgle med posten.
Når du vil kryptere nogle filer, behøver du bare at finde dem i programmets Explorer-lignende mapper, markere filerne og vælge Encrypt på værktøjslinjen. Du vil blive bedt om at skrive et kodeord. HUSK! dette kodeord, for din originale fil bliver som standard slettet (kan ændres i indstillingerne), og du skal bruge kodeordet for at pakke filen ud igen.
Hvis du vil kryptere en hel mappe, skal du sørge for at kunne se den i højre side af Explorer-vinduet, højreklikke på den og vælge Encrypt.
Som standard har krypterede filer samme navn som de oprindelige, men i Options kan du vælge Random names. Mappenavnene ændres ikke. Kun filnavnene.
Foruden at kryptere og dekryptere filer kan programmet komprimere filer og vise en del filtyper uden først at skulle dekryptere dem. Du kan også sende krypterede filer via e-mail uden at modtageren har ZeroFootprintCrypt. Bare brug muligheden for at lave SFX-filer. Se i hjælp, hvordan dette gøres ganske let. Hvis modtageren er Linux-bruger, kan han imidlertid ikke åbne filen fra selvudpakkeren.
Obs! Intet er sikkert, når det drejer sig om computere eller software. Husk derfor altid at tage backup af vigtige filer.