Hav hemmeligheder på computeren
Sat på siden 18-05-2004
Byens bedste bager er også min elev. To gange om ugen har jeg undervist ham i brugen af først Windows og dernæst i regneark med Open Office.
Bageren har en ven, der også er bager, men han er ikke ligeså kvik som vores bager. Vennen havde nemlig en masse ting liggende på computeren, som han ikke ville have, at andre skulle se, og nu er hans computer blevet taget.
Måske har du også noget på din computer, som du ønsker at holde hemmeligt, hvis der fx skulle komme indbrud, og din pc blev stjålet. Hvordan gemmer man det så?
En mulighed er at kryptere mapper og filer, men ulempen er, at man stadig kan se, at der er krypterede mapper og filer. En anden mulighed er derfor at have en hemmelig indgang.
Indgangen hedder Linux i en bærbar version som fx Knoppix/Dappix eller Mandrake Move.
Hvis du køber Mandrake Move, kan du vælge at få en USB-nøgle med, som du kan gemme data på. Ingen har den mindste chance for at vide, at du har et eksternt styresystem på computeren, og USB-nøglen fylder ingen verdens ting. Den kan du nemt have i lommen.
Knoppix/Dappix er gratis, men kræver, at du kan finde ud af at brænde et image på cd-rom, og at du kan oprette en home-mappe på harddisken eller på en USB-nøgle. Dette gøres fra Knoppix-menuen -> Configure -> Create a persistent KNOPPIX home directory.
(Denne del er underligt nok på engelsk - resten er oversat til dansk).
Vælg enten USB-nøgle eller en del af harddisken. Hvis du vælger det sidste, skal du svare Nej til at formatere og i stedet oprette et image (billede) på harddisken. Efter at du har valgt størrelsen, går der (det gjorde der hos mig i hvert fald) en tre-fire minutter, før der kommer en dialogboks frem og spørger, om du vil lave et kodeord til og kryptere harddisken. Hvis du ønsker det, skal du skrive et kodeord på mindst tyve tegn.
Når du herefter starter Knoppix (eller den danske version Dappix), skal du skrive
knoppix config=scan home=scan
lige så snart du kan se en prompt på skærmen, hvor der står "boot".
hent Dappix her: http://tyge.sslug.dk/knoppix/
Bestil Mandrake Move her: mailto:britt@malka.it?subject=MandrakeMove
Glemte jeg at skrive, at bageren leger med Linux nu? Når han kan - så kan du vel også. Han er virkelig en absolut begynder. Har fx stadig problemer med musen.