Find varen på nettet
Sat på siden 04-09-2003
Efter at jeg havde udsendt sidste uges e-mail, var der en abonnent, der skrev tilbage til mig:
"Tak for alle oplysningerne og de forskellige tips. Jeg ville lige høre om du kender (nogen) der har AutoCad 3D programmet SolidWorks til en overkommelig pris????"
Desværre kendte jeg hverken programmet eller nogen, der solgte det, men til gengæld ved jeg, hvor jeg altid selv søger efter varer, før jeg køber.
Det gør jeg på Kelkoo.
Selv om du ikke har tænkt dig at købe varen på nettet, kan det godt betale sig at kende de lavest mulige priser. Dem kan du med stor sandsynlighed bruge til at forhandle med din sædvanlige handlende. Vi gjorde det selv med heldigt udfald for nyligt, da vi skulle købe digitalkamera, og sparede herved 2.600 kroner!
Kelkoo virker på samme måde som fx Google. Du skriver www.kelkoo.dk i din browsers adresselinje. På Kelkoos hjemmeside kan du skrive den vare, du ønsker at finde, fx "Palm".
Hvis Kelkoo finder varen, vil du ofte skulle klikke dig videre ved at vælge den kategori, varen befinder sig i, eller som med eksemplet her vælge, hvilken Palm du vil kigge på, Zire, m515 eller lignende.
Andre gange kan Kelkoo ikke finde ud af, hvad du mener. Hvis du fx søger efter Libris-hæftet "Digital foto for absolutte begyndere", kan Kelkoo ikke hjælpe dig, men hvis du ved, at der er tale om en vare, der fx befinder sig i kategorien "Bøger&Magasiner", kan du klikke dig ind på den, og herefter søge på titlen eller forfatteren.
Kelkoo har også prisoplysninger om computere, computer-programmer, flyrejser, hoteller, hårde hvidevarer og meget andet.
Hvis du udelukkende søger efter hard- eller software-priser, kan du også benytte dig af tjenesten www.edbpriser.dk
Desværre kunne ingen af stederne give mig oplysninger om priser på "SolidWorks", der egentligt var udgangspunktet for dette tip. En søgning på ordene "buy" og "SolidWorks" på Google gav dog nogle hints. Hvis du kender et sted, der sælger programmet billigt, er du meget velkommen til at sende mig direkte besked - så skal jeg give oplysningerne videre til rette vedkommende.