Du kan regne med Google
Sat på siden 10-10-2003
Du er i gang med at surfe på nettet og finder ud af, at ud af hele Utopias befolkning på 7 mio. mennesker er der kun 3 procent, der spiser flæskesteg.
Emnet interesserer dig, så du kunne godt tænke dig at vide, hvor mange mennesker det drejer sig om, men... hvor er det nu lige, at lommeregneren er? I skuffen? Næh, efter fem minutters forgæves roden omkring der, må du opgive. Hvad så?
Tjah, du er jo allerede på nettet med fingrene på tastaturet og browseren åben, så hvorfor ikke regne med Google?
Gå til http://www.google.dk, skriv "3% of 7000000" i søgefeltet, og tryk [Retur].
Hvad blev svaret?
Googles nye lommeregner funktion kan faktisk andet end lige at lægge 2+2 sammen, dividere, gange osv. Du kan også hurtigt få omregnet fx km til miles eller omvendt. Helten i din roman kører måske med 90 miles i timen på landevejen... Er det hurtigt eller hvad? Skriv "90 miles in km" på Google, og vupti, du ved nu, hvor meget han kører.
Du kan se alle lommeregnerens funktioner på
http://www.google.dk/intl/da/help/calculator.html