Tips&Tricks

til hjemmesiden, computeren og internettet

Tips & Tricks



Det kan du også bruger Messengerne til

Sat på siden 23-05-2003

"Kan du læse mig?" - sådan lød den første besked i ICQ, som jeg modtog den 21/9-1997. Det var Cyril, der skrev sådan. Vores ven Søren havde netop gjort Cyril opmærksom på programmet, som - trods omkring 3,5 mio. brugere - var ret ukendt i Danmark.

ICQ (udtales på engelsk I seek you) var det første messenger-program. Firmaet bag det - Mirabilis - blev skabt i juli 1996 af fire unge israelere. Allerede i november samme år kom første version af ICQ på nettet. Programmet var det første af sin art, der tillod en at kommunikere med andre via nettet, uden at skulle bruge e-mail. Dette var ret smart, for det kunne fx installeres på arbejde, hvor ens egen e-mail nærmest var utilgængelig. Dengang var der ikke noget, der hed web-mail. I maj 2001 var der 100 mio. registrerede brugere af det gratis program, og året efter havde www.icq.com haft mere end 200 mio. besøgende, der havde downloadet programmet.

Som det altid går med et produkt, der har succes, så blev ICQ kopieret. Messengers findes nu også fra AOL, MSN og Yahoo!

Fælles for messengerne er, at man vil kunne overføre filer via programmet. Det kan nogle gange være smartere og lettere end at overføre via e-mail.

Messengerne kan downloades fra:

www.icq.com
www.yahoo.com
www.msn.com
www.aol.com

Hvilken, man foretrækker, er en smagssag, eller måske påvirket af, hvilket program vennerne bruger.

Et program forbinder dem alle, og det er programmet Trillian. Det kan findes her: http://www.ceruleanstudios.com/trillian/download.html

Obs! Se dette tip om et alternativ program til Trillian.

Hvis man har trillian kørende, kan man i teorien se sine venner online og skrive til dem, uanset om de bruger ICQ, Yahoo! eller en af de to øvrige messengers. Desværre hænder det af og til, at en sendt besked aldrig når modtageren.

For de fleste messengers vedkommende skal man vælge sig et brugernavn og et password. Når man er logget på, skal man tilføje sine venners brugernavne eller e-mail-adresser. Bagefter vil man kunne se, når de er online, og så kan man sende dem en besked. Det giver en langt hurtigere dialog, end hvis man skriver mails sammen.

I dag kan messengerne i stedet for de skrevne smileys vise små billeder, endda animerede.

Med en messenger kan man skrive små beskeder til sine venner, uanset om de sidder lige ved siden af, eller befinder sig mange hundrede kilometer væk. Man kan endda tale med dem, hvis man har en mikrofon tilsluttet computeren. På den måde kan telefonregningen holdes nede, for det koster kun internetforbindelsen, enten til lokaltakst, eller ubegrænset onlinetid med ADSL. Lyden er ikke altid helt i top - men det er den jo heller ikke, hvis man taler i telefonen med en person i den anden ende af verden.

Messengerne kan suppleres med et webcam, så man kan se den, man taler med. Husk at rede hår, før du svarer et opkald ;-)

Kunne du lide tippet? Abonner gratis på mine nyhedsmails og få friske tips hver uge: Tilmelding til Tips og tricks
Lige nu: Få e-bogen "701 Tips og Tricks" gratis (normalpris $11,83) ved tilmelding.


|