Alle dine messengers med på rejsen
Sat på siden 12-04-2006
Jeg ved det godt. I de gode gamle dage tog man på ferie, lå og dasede på stranden, fik fat i en uge-gammel dansk avis, og slappede helt af.
I dag har man mobiltelefonen med, går på internet-café eller har måske endda den bærbare med og et modem. Tiderne har udviklet sig.
Men det er alligevel sin sag at installere alle sine messengers på den internet-café man efter dages søgen har fundet i den lille landsby i bjergene. Så er det smart, at der findes en hjemmeside, hvor du kan bruge dem alle sammen -- uden at installere noget som helst.
Hjemmesiden er i alfa-test, dvs. meget, meget frisk fra bladet. Den er skabt af nogle unge udviklere fra Stanford Universitet i USA. Jeg ville mene, at de havde en fremtid foran sig.
Skriv www.meebo.com i adresselinjen, og herefter kan du enten logge på en messenger med dit sædvanlige brugernavn og adgangskode, eller du kan oprette dig som bruger og gemme det fra gang til gang. Du vil så få vist en Buddy List med alle dine kontaktpersoner fra alle de messengers, du har valgt.
Fordelen ved Meebo i forhold til Adium, som jeg ellers bruger, og som skal installeres, er, at man kan være usynlig i en messenger uden at være det i de andre. Jeg får alt for meget spim via ICQ, så der er jeg tvunget til at være usynlig.
(Spim = SPam til Instant Messengers)
Ulempen er, at man ikke får et signal om det, når der er en besked. Men måske kommer det.