Snyd telesvindlerneJeg fik lige denne fra Abelone, som selv har fået den fra en anden. Nu kan du evt. lade den gå videre eller henvise til denne blog. Snyd telesvindlerne
Gengæld/ Kvik TDC’er snød internationale telefonsvindlere. Du kan gøre det samme. Alt hvad du skal gøre for at snørre telesvindlerne er at nægte at lægge røret på. - Congratulations, you have won a free trip to the Bahamas. Sådan lyder det på overbegejstret ærkeamerikansk hos mange danske fastnetabonnenter for tiden. Det lyder næsten for godt til at være sandt - og er det også. For det er svindel og målet er at få listet kreditkortoplysninger ud af de uskyldige ofre. Og flere danskere har oplevet at få tømt kontoen, fordi de blev overbevist af de professionelle svindlere.
Men nu er det din tur til at snøre svindlerne. Systemadministrator Anders Trolle fra TDC Hosting havde i sidste uge svindlerne i røret. Det endte langt fra som svindlerne havde planlagt. Her følger Anders’ velskrevne beretning:
For ca. 10 minutter siden ringede telefonen, og da jeg tog røret sagde en overbegejstret ærke-amerikansk stemme “CONGRATULATIONS, YOU HAVE WON A FREE TRIP TO THE BAHAMAS”.
For noget tid siden havde jeg hørt en historie om den slags, som selvfølgelig bare gik ud på at få kreditkort oplysninger ud af folk.
Jeg skulle så trykke 9 for at blive stillet om, hvilket jeg gjorde med begejstring, mens jeg tænkte, at jeg da ville se, hvor langt jeg kunne trække den, og hvor meget af deres tid og telefonregning jeg kunne spilde.
Efter et minuts venten til musik med indlagte beskeder i stil med “Your call is important to us, please wait. We will be with you shortly” fik jeg, hvad der lød som en amerikansk teenage-pige i røret. For ligesom at prøve deres tålmodighed af, snakkede jeg lidt dansk til hende, hvilket hun selvfølgelig ikke forstod et hak af. Efter at hun en enkelt gang havde spurt “Are there anyone around who speaks english”, og jeg svarede “Nej, ikke en eneste” begyndte hun på en ekstremt barnlig måde at efterabe lyden i mine sætninger med ordene “bla bla bla bla”. Det stod så på i nogle minutter.
Da jeg blev træt af at høre på det, slog jeg mikrofonen fra, så hun ikke kunne høre noget. Efter at have ventet lidt, kunne jeg svagt høre hende snakke i baggrunden med en fyr hvor hun sagde “it’s pissing me off, I can’t get him to hang up on me…”
Det undrede mig en hel del. Hvorfor kunne hun ikke bare selv lægge røret på? Enhver provisionslønnet ville for længst have indset, at jeg var spild af tid. Nå, men det var straks en interessant tråd at gå videre med, så jeg sagde på mit fineste engelsk “That’s right, I won’t hang up”.
Hun blev selvfølgelig lidt frustreret over, at jeg pludselig snakkede engelsk, mens jeg fortalte, at jeg syntes det var noget fis, de havde gang i. Hun begyndte at ævle løs om at det hele var gratis pånær nogle meget få ting, og det kun var dem, de skulle bruge mit kreditkort-nummer til. Det blev jeg ret hurtigt træt af at høre på, så jeg sagde pænt på engelsk, at jeg lige ville lægge hende på bordet “for a while”, og slog mikrofonen fra og medhør til.
Mens jeg gik ud i køkkenet for at få lidt at drikke, kunne jeg høre hende prøve at kalde mig tilbage til telefonen for at få mig til at lægge røret på. Det gik jeg så og gnækkede lidt over. Pludselig kunne jeg høre, at der var kommet en mandestemme i røret, som prøvede at få mig til at lægge på “Sir, I want you to hang up… NOW”.
Ham ville jeg hellere snakke med end en åndsvag teenage-pige, så jeg skyndte mig tilbage for at tage telefonen. Men da jeg samlede telefonen op, kom jeg ved et elendigt uheld til at trykke på knappen, som lægger røret på, og forbindelsen røg. Pis. Jeg var ellers indstillet på at holde telefonen åben i *meget* lang tid :-).
Men hvorfor kunne de ikke selv lægge røret på? Det er næppe en teknisk forhindring, men måske er et eller andet udenlandsk telefonselskabs takseringer skruet så underligt sammen, at svindlerne får det billigere hvis modtageren lægger på? Efter at have tænkt over det i ti minutter gik det op for mig, hvorfor de ikke kan lægge røret på.
Da jeg trykkede 9 kunne jeg høre, at jeg blev ringet ind i en telefonkø med ventemusik - selvom det var mig, som var blevet ringet op. Altså står der et sted, en telefonmaskine af en slags, som ringede mig op, og da jeg trykkede 9 for at modtage min eksklusive præmie, åbnede den en ny linje og ringede deres svinder-callcenter op og forbandt de to linjer.
De betaler altså to gange telefontakst, selv om den ene af taksterne nok er lokaltakst og formentlig er USA lokaltakst, som er gratis. Men de betaler stadig forbindelsen til Danmark, og fordi callcenteret ikke selv har ringet op men er blevet ringet op, hjælper det ikke, at de lægger røret på.
Så vidt jeg kan se, kan man altså holde deres telefonlinje åben fuldstændig gratis og blokere en plads i deres callcenter… og få dem til at betale transatlantisk telefontakst, så længe den går.
På et tidspunkt vil de nok tage fat i dem, som styrer maskinen i midten og få dem til at droppe linjen. Men det kan tage lang tid, og er vi heldige, skal de måske ligefrem resette hele systemet.
Så spred ordet. Hold linjen.
Så længe man selv er blevet ringet op, vil det altid være 100 pct. gratis (medmindre man har sin mobil med i udlandet).
2 svar to “Snyd telesvindlerne”Skriv et svar | |
|
| |
January 7th, 2006 at 15:24
[...] Efter at have læst den ekstremt lange og kedelige post Snyd telesvindlerne hos Britt Malka vil jeg gerne knytte en lille kommentar. [...]
January 11th, 2006 at 15:29
Hejsasa Britt.
Det er alle tiders fidus,du hér serverer.#:-)
For 2 år siden fik jeg en mail om,at jeg havde vundet 3,5 mill.us dollar.
Det blev til en del mails med opfordring om at oprette en konto i en bank i Svejts og indbetale
8000 euro.
Jeg oprettede kontoen;men indsatte selvfølgelig ikke noget,jeg ville bare se,hvor langt de ville gå.
Det endte da også med,at tonen i deres mails blev mere og mere truende,og det stoppede først,da jeg
skrev,at jeg havde sendt en kopi af samtlige mails til min datter og svigersøn,der henholdsvis er
politifuldmægtig og kriminalassistent.
Jeg har ikke hørt noget fra dem siden;men jeg har erfaret,at der er andre,der har fået sendt et tæskehold på nakken.(uhadada)
Nå,-desværre kostede det jo ikke slynglerne noget,så er din tlf.fidus strålende i sammenligning.
Varme fidushilsner
Leif.