Når det kan betale sig at hive ordbogen frem for at undgå røde ørerJeg er doven! Ja, jeg indrømmer det. Det har sine fordele og ulemper. En af fordelene er, at man lærer at arbejde mere rationelt. En af ulemperne er, at det kan bringe en ud i pinlige og flove situationer. Hvis fx dovenskaben omfatter ikke at gide at slå et ord op. Det skete for mig. I et par måneder har jeg fulgt en bestemt blog, der ca. hver anden dag havde et meget kort indlæg med fem sjove, spændende og interessante facts, som jeg fandt fascinerende. Det kunne være fakta som, at der findes flere af de bakterier, der giver dårlig ånde, i munden på vegetarer end på kødsspisere, eller at der er fem gange så mange mennesker, der dør efter at være blevet ramt af hagl, end efter at være blevet ramt af lynet. Det vidste du garanteret ikke, vel? Men i går skrev de noget vrøvl. De skrev, at “IKEA” betød “simple” på svensk. Altså, nu er jeg ikke svensk, men at det skulle ligge så langt fra dansk, det forekom mig godt nok underligt. Så jeg tjekkede på nettet, og nej, der var intet, der tydede på, at det var rigtigt. Faktisk stod der, at IKEA var dannet af forbogstaverne på grundlæggeren og så den by og område, han kom fra. Jeg skrev til Gullble Info, som bloggen hedder, for at berige dem med min klogskab, mit vid og især mit kendskab til svensk. Der kom ret hurtigt svar. Emnet på mailen var ændret til “Some chump commented on your post” … og da jeg havde læst, at vedkommende havde den frækhed at holde fast i sine idiotier og endog fremture, idet han mente, at ordet “easy” måske var mere dækkende, så blev jeg så vred, at jeg slog ordet “chump” op. Det gjorde mig bestemt ikke mindre vred! Sådan en &%€§”!!! (strøget af censuren) — Hvad bildte han sig ind? Omgående svarede jeg, at ha! Så kunne han bare forblive i uvidenhed, hvis det var det, han valgte, og at man havde ret til at tro på, hvad man ville. Derefter slettede jeg mit abonnement på Gullible Info. Vrøvl! Ikke til at stole på alligevel! Her til morgen lå der en e-mail fra ham! Der stod: Forresten, hvilken hjemmeside fandt du disse “fakta” på? Nu skal man ikke komme og sige, at jeg er dum. Doven, ja, men dum, nej! Så jeg spekulerede ikke mange brøkdele af sekunder over denne underlige sætning, før en væmmelig anelse slog ned i mig. Og jeg slog ordet “Gullible” op. … Tjah! Hvad skal jeg sige? Meget kan man sige om mig, men jeg er også en kvinde, der tager mine tørre tæsk, så jeg skrev en uforbeholden undskyldning til Taed, en af de fem skribenter på Gullible Info. Han tog det pænt. Det var faktisk meningen med deres hjemmeside, svarede han, at folk skulle stille spørgsmålstegn ved det, de læste på internettet og ikke bare sluge det råt. Hvad “chump” og “gullible” betyder? Det kan du selv slå op. Prøv www.ordbogen.com. Skriv et svar | |
|
| |